• Omgående levering i hele DK
  • Opbevaring af ordre indtil brug
  • DKs billigste priser på natursten

Rengøring af natursten på badeværelset

Oprettet d.

Rengøring af natursten på badeværelset: den ultimative guide

Der er ingen tvivl om, at natursten på badeværelset giver et smukt og elegant udtryk. Dog kræver natursten ofte lidt ekstra vedligeholdelse eller særlig rengøring, for at de fremstår flotte i lang tid fremover. Her hos Inpro.dk har vi lavet den ultimative guide til, hvordan du bedst passer på natursten på dit badeværelse, inklusiv information om de bedste rengøringsrutiner, -produkter samt hvilke forholdsregler, du skal tage dig. Lad os komme i gang!

Hvad er natursten?

Først og fremmest er det vigtigt at vide, hvilken slags natursten, du har på dit badeværelse, da plejen af dem kan variere. Natursten til badeværelser er lavet af ægte sten, såsom marmor, granit, kalksten, skifer, travertin eller sandsten, som så er skåret til fliser eller plader. 

Marmor

Marmor er en klassisk sten, der er anerkendt for dens skønhed og elegance. Det har en glansfuld eller mat overflade med forskellige unikke mønstre. Marmor er en blød sten, som er følsom overfor ridser eller kraftige kemikalier. 

Granit

Granit har en høj hårdhed, hvilket gør den utroligt holdbar og mere resistent over for ridser og pletter. Granit har normalt en poleret overflade, og kan ligesom marmor have unikke farver og mønstre. Granit kan godt tåle syreholdige eller kraftige kemikalier.

Kalksten

Kalksten har bløde og naturlige toner, der giver et indbydende og varmt udtryk på badeværelset. Det har oftest en poleret eller mat overflade og findes i en lang række farver og mønstre. Det er følsomt over for kemikalier og ridser. 

Skifer

Skifer er normalt en grå eller sort natursten, som skaber et naturligt og rustikt udtryk på badeværelset. Det er modstandsdygtigt overfor ridser og pletter og kræver ikke lige så meget vedligeholdelse som andre natursten. Skifer er heller ikke glad for syreholdige eller strenge kemikalier. 

Travertin

En sten med en naturlig og varm overflade, der tilføjer elegance og en rustik fornemmelse til dit badeværelse. Travertin er dog følsomt over for kemikalier og kræver regelmæssig vedligeholdelse for at fremstå smukt. Travertin har normalt en mat overflade og findes ofte i lyse farver og mønstre. 

Sandsten

Sandsten er natursten med en naturlig og grov overflade, der giver dit badeværelse en rustik charme. Det ridser og pletter ikke særlig nemt og kræver ikke meget vedligeholdelse. Sandsten er normalt beige eller brune, men kan også findes i andre farver. Det er følsomt over for kemikalier.

Den mest almindelige rengøring af natursten

For at gøre vedligeholdelsen af dine natursten så nem som muligt og gøre rengøringen lettere for dig selv, kan du med fordel rengøre dine natursten et par gange om ugen. 

  • Fjern støv og snavs: Brug en blød børste eller støvsuger til at fjerne støv og snavs fra overfladen og sprækkerne på dine natursten. 
  • Brug en mild sæbe eller specialiseret rengøringsmiddel: Bland varmt vand med en mild pH-neutral sæbe eller et specialiseret rengøringsmiddel designet til natursten og rengør overfladen med en blød svamp, blød børste eller klud. 
  • Undgå overskydende vand: Natursten kan være følsomme over for overskydende vand, især hvis de er porøse - hvilket vil sige, at der er små porer i overfladen, der blev skabt, da stenen blev til tilbage i sin tid. Tør derfor overfladen grundigt af for at undgå, at overskydende vand skaber skader eller pletter.

Er der særlige rengøringsmidler, som man bør undgå at bruge på natursten i badeværelset?

Ja, syreholdige rengøringsmidler som citronsaft, eddike eller skrappe rengøringsmidler til badeværelset bør undgås, når det kommer til natursten. Disse skrappe kemikalier kan ætse sig ind i de bløde natursten. Dog er granit modstandsdygtigt over for de fleste kemikalier. Men husk, at hvis du har marmor, travertin eller kalksten på dit badeværelse anbefales det altid at bruge en mild pH-neutral sæbe såsom Stone Clean Platinum til at rengøre med. Du bør også undgå at bruge slibende produkter såsom hårde børster til at rengøre med, da de kan ridse overfladen.

Sådan fjerner du kalk fra natursten på en nem måde

Som sagt kan de fleste natursten ikke tåle skrappe kemikalier såsom eddike, som ofte bruges til at fjerne kalk. Derfor er det vigtigt, at du bruger en alkalisk kalkfjerner til dine fliser. Nedenfor finder du en guide til, hvordan du fjerner kalk fra fliser i din brusekabine på en mild og nem måde:

  1. Start med at skylle fliserne med vand.
  2. Brug en skånsom alkalisk kalkfjerner, der er speciallavet til mere sarte overflader såsom natursten og lav den korrekte opløsning med varmt vand.
  3. Påfør kalkfjerneropløsningen til fliserne med en blød svamp eller med en spray og husk at bruge handsker og lad produktet sidde i nogle minutter. 
  4. Skyl efter med vand og tør efter.

Hvor ofte bør man rengøre et badeværelse med natursten, og hvad er de bedste rutiner for vedligeholdelse? 

Som tommelfingerregel bør man rengøre et badeværelse med natursten mindst én gang om ugen. Det er også vigtigt at tørre fliserne af med det samme for at undgå at kalk og mineraler ophober sig i de ofte porøse natursten. Dog er der også andre faktorer, der spiller ind såsom brug og mængde af trafik på badeværelset, hvilken type natursten man har på badeværelset og størrelsen på dit badeværelse. 

Nedenfor har vi samlet en liste over de bedste rutiner for vedligeholdelse af natursten på badeværelset:

  • Tør dine natursten af, hvis de er våde, efter du har brugt badeværelset. 
  • Rengør dine natursten regelmæssigt og helst én gang om ugen. 
  • Pas godt på dine natursten ved at imprægnere dem, hvilket beskytter dem. 
  • Har du tunge ting på badeværelset, kan du med fordel beskytte dine natursten ved at stille de tunge objekter oven på et tæppe eller en måtte. 

Er der særlige forholdsregler, man bør tage, når man rengør et badeværelse med natursten, fx ift. fuger og andre materialer?

Du kan med fordel beskytte omkringliggende materialer, såsom træ, metal eller glas, når du rengør eller behandler dine natursten. Du kan gøre brug af plastikafdækning eller huske at tørre omgivelserne grundigt af, hvis den sæbe eller det behandlingsmiddel, du bruger, kan skade andre materialer.

Rengøring af fuger

Fuger er oftest enten mørtelfuger eller elastiske fuger (silikonefuger). Mørtelfuger tåler ikke skrappe syreholdige kemikalier, da det opløser kalken i mørtlen. Brug i stedet en mild pH-neutral sæbe til at rengøre dine mørtelfuger med. Elastiske fuger er lidt mere standhaftige og kan rengøres med eddike eller skrappere kemikalier for at få bugt med diverse pletter. 

Overfladebehandling og imprægnering af dine fliser af natursten

Alle natursten skal overfladebehandles for at de beskyttes og fremstår flotte år efter år. Overfladebehandling og imprægnering beskytter naturstenen mod pletter, skader og slid ved at skabe en beskyttende barriere. Barrieren sørger for at elementer som snavs og kalk ikke trænger ned i stenen og gør det samtidigt nemmere for dig at rengøre dine naturstensfliser. Overfladebehandling er heldigvis ikke en svær proces, og gør du det med de korrekte produkter og den rigtige metode, skal det kun gøres ca. hvert 10.-15. år. 

Sådan overfladebehandler du natursten

  1. Før overfladebehandlingen sker, skal fliserne være helt rene og tørre. 
  2. Brug en dybdegående sæbe såsom Platinum Master Clean, som fjerner snavs, fedt og fugeslør, til at vaske gulvet grundigt.
  3. Skyl gulvet med rent vand for at fjerne alle rester af rengøringsmidlet. 
  4. Lad fliserne tørre i nogle timer, så de er helt tørre. 
  5. Brug en overfladebehandling såsom Platinum Acqua (bruges ofte til lyse natursten) eller Platinum Wet (bruges ofte til mørke natursten) til overfladebehandling af gulvet. 
  6. Start i et hjørne og hæld en passende mængde behandling ud på fliserne.
  7. Træk behandlingen ud på nogle kvadratmeter.
  8. Lad det tørre max 2-3 minutter, da overfladebehandlingen ikke må tørre op.
  9. Tør alt overskydende overfladebehandling af med rene og tørre klude.
  10. Fortsæt over hele flisefladen.
  11. Gentag behandlingen efter nogle timer, hvis der er tale om en vådzone.

Få stor glæde af dine natursten med den rette behandling

Når du først har fået overfladebehandlet dine naturstensfliser og fundet en god rytme med rengøringen, er du garanteret de smukkeste fliser resten af livet. Når du vedligeholder dine natursten med regelmæssig rengøring, får du valuta for pengene. En vedligeholdt og pæn natursten er en kæmpe wow-faktor i ethvert hjem. 

Vild med natursten? Få dem skræddersyet hos Inpro.dk

Hvis du er vild med unikke og slidstærke sten, kan vi hos Inpro.dk hjælpe dig med at designe dit badeværelse eller køkken med flotte travertinfliser eller marmorfliser. Natursten er uden tvivl en perfekt måde at få et eksklusivt og unikt badeværelse eller køkken, og stenene er en fantastisk investering, da de hverken skal udskiftes i din eller dit hus’ levetid. Opdag en verden af eksklusivitet og fliser for livet hos Inpro.dk.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar